Lyset er altid flot i Vadehavet, og mulighederne for fantastiske naturoplevelser er store — også når sommeren går på hæld!
Efterårsferien er det bedste tidspunkt at opleve det fantastiske naturfænomen “Sort Sol”: Op mod 1 mio stære som ved solnedgang samles i rørskovene for at gå til ro for natten. Vi var heldige at se det to gange i år; én gang med Sort Safari syd for grænsen i Tøndermarsken, og dagen efter i Ribe Østerå.
I Tøndermarsken anslog vores kyndige guide Frands (sp?) at der var omkring 700.000 stære. Vi har tidligere set Sort Sol (i 2008,), og dengang anslog vores guide Lau at der også var ca. samme antal. Under alle omstændigheder er det rigtigt mange(!), og det er en fantastisk at opleve på nært hold. Lyset og vores position i forhold til solen var ikke helt så god denne gang som sidst, og der var ikke så mange rovfugle til at få stærene på vingerne, men der kom lidt billeder og et videoklip ud af det. Videoen ligger her på YouTube (lydsporet er frit efter “Hør den lille stær”):
Dagen efter i Ribe Østerå var der færre stære (mit gæt ca. 100.000, hvilket passer meget godt med Sort Safari’s overslag på 125.000 stære på denne plads lige nu). De kom ind i mange mindre grupper, og slog sig ned for natten ganske tæt på byen.
Der er naturligvis ikke kun stære at se i Sønderjylland. Vi så også store (10.000) flokke af Bramgæs (som denne her, der har den karakteristiske sorte hals og hvide hovede):
og store grupper af fouragerende og trækkende Knortegæs (som nok nemmest kan kendes fra Bramgåsen på det helt sorte hovede):
samt selvfølgelig en masse andre fugle (særligt mange pibeænder, viber, sandløbere og et utal af andre småfugle og mågefugle, …).
Særligt spændende var det at se disse tre sølvhejrer, som ikke er helt så almindelige i Danmark:
Der ligger yderligere billeder i arkivet fra Sort Sol, og andre naturoplevelser i Sønderjylland.